Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

En fryd af en havebog for alle med grønne fingre. Når man glæder sig til at komme i gang i haven, men vejret stadig er til indendørs sysler, er her masser af inspiration til at indrette, opdele og plante i haven

Beskrivelse

Denne havebog er opdelt i tre dele: Find haveglæden frem, Indret din have og Facts og fiduser. Første del handler om haveglæde, havedrømme og plantevalg. Anden del handler om havens indretning: kanter, farver, blomsterløg, spiselige planter samt krukker. I sidste del får man råd til at spare penge, noget om ukrudt, beskæring, næring, vanding og naturlig balance. Bogen er en blanding af tekst og billeder - med stor fokus på billedmaterialet. Der er billeder af de planter, havesteder osv. som teksten handler om. Samt dobbeltopslag med små billeder af udvalgte planter - fx græsser, hvor billederne er nummererede; dertil kommer en liste med planternes navne i hjørnet. Bagest i bogen er en efterskrift, et emneregister samt et alfabetisk planteregister

Vurdering

Meget inspirerende havebog. Letlæselig med masser af flotte havefotos, der straks giver en lyst til at gå i gang i haven. Der er mange gode informationer om både haver og planter samt dyr i haven

Andre bøger om samme emne

Forfatteren kendes bl.a. fra bogen: Børn i haven. Af nyere havebøger kan nævnes Sådan skaber du rum i din have og Design din have, der er sammenlignelige med denne bog, da den også har fokus på havens opdeling og planternes sammensætning