Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

Gådefuld kærlighedsroman om en midaldrende mand og en yngre kvinde i Provence, der minder om en blanding af Hemingway og Leif Davidsen. For alle, der kan lide en spændingsfyldt romantisk fortælling - især egnet til mænd 50+

Beskrivelse

En midaldrende forfatter rejser til en lille landsby i Provence for at bearbejde sorgen over sin netop afdøde kone. Han får et tilbud om at leje en gammel afsidesliggende vingård, men kun på den betingelse, at han skal tage den unge, stumme pige, Louise, som husholderske i dagtimerne. De to udvikler langsomt et venskab og oplever en spirende forelskelse. Men Louise har en hemmelighed, der truer hendes liv og ophold i landsbyen. Hvem er hun egentlig? Lars-Henrik Olsen har tidligere skrevet børne- og ungdomsbøger, b.la serien om Erik Menneskesøn

Vurdering

Romanen er en forførende fortælling, der effektivt benytter sig af spændingselementer. Det er svært ikke at blive trukket ind i den gådefulde historie, der er skrevet i et sanseligt sprog, der dvæler ved dufte og smagen af lækre franske retter. Og tårerne triller, når den opbyggede idyl bliver brudt af en barsk virkelighed. Lars-Henrik Olsen formår at holde spændingen til det sidste

Andre bøger om samme emne

Bogen minder i tematik om Hemingways bevægende og tragiske kærlighedsroman Farvel til våbnene. Bogens valg af en mandlig reflekteret fortæller kombineret med det sprogligt gedigne håndværk kan minde om Leif Davidsens roman Den ukendte hustru