Lektørudtalelse

Forfatter: Henriette Elkjær Smedebøl

Kort om bogen

Underholdende bog om Pauline på 14 år, som bliver meget forelsket i en skuespiller på 25 år. For 13-16-årige piger

Beskrivelse

Pauline drømmer om at blive filmskaber. Men hun hader teater og gruer for det, da læreren fortæller at en skuespiller vil deltage i drama. Men skuespilleren slår benene væk under hende - pludselig kan hun ikke tænke på eller tale om andet. Vil han virkelig være kærester med hende? Forelskelsen skaber konflikter mellem Pauline og hendes bedste ven Martin. Oven i købet har hun problemer derhjemme, for hendes mor har forladt familien for at være sammen med en yngre mand

Vurdering

Underholdende beskrivelse af de forvirrede følelser og forviklinger, der kan opstå omkring forelskelser og venskaber, når man er i starten af teenageårene. Forsiden viser en jeansklædt røv og læbestiftaftryk. Titlen skaber nysgerrighed, for hvem er Ingvar Lykke og hvad er der med hans røv? Bogen mangler desværre en del småord. Det er alligevel en god bog, som lander midt mellem bøgerne for tweens, om uskyldige forelskelser og dem, for de lidt ældre læsere, som også beskriver sex

Andre bøger om samme emne

Læsere af denne bog vil også synes om Fortæl mig tre ting, som også beskæftiger sig med venskabsproblemer og hvor hovedpersonen forelsker sig i en person, hun kun har mødt online. Forfatteren har tidligere udgivet 3 bøger om Oda, fx Hej, det er mig! - du må ikke forlade mig. De arbejder med de samme temaer, men er for de ældste tweens