Lektørudtalelse

Forfatter: Peter Holm Rasmussen

Kort om bogen

Få de bedste tips fra en passioneret whisky-nørd. Du bliver klædt på til at tage de første skridt ind i den skotske variant af whiskyens spændende verden. Til den nysgerrige whisky-nyder der gerne vil vide lidt mere

Beskrivelse

En whiskyguide til begynderen, eksklusivt om den skotske single malt variant. Laursen fortæller hvordan man vælger de bedste whiskys ud på begynderniveau, hvad man skal holde øje med og hvordan man får opbygget sin samling. Bogen ser på hvordan man vurderer smagen i forhold til mærker og årgange og giver tips til hvordan man får den største nydelse frem i glasset. Indeholder quick-guide til indkøb, oversigter over typer af whisky, lagringernes specifikke karakteristika, ordliste og liste over skotske destillerier, samt liste over destilleri-ejere. Bogen er i lommeformat

Vurdering

En personlig og passioneret whiskybog til begynderen, hvor vægten er lagt på smagning og vurdering. Laursen får fint præsenteret de mest gængse termer og får taget fat om både myter og facts, når det gælder de ædle dråber. En god begynderbog man kan gå til uden forudsætninger

Andre bøger om samme emne

Til yderlige læsning kan anbefales den meget grundige Skotsk whisky, den mere anekdotiske Whisky med sjæl. Maltwhisky og Gyldendals single malt whiskyguide er begge grundige A-Z gennemgange af skotske destillerier med pointtildelinger