Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Lindal Andersen

Kort om bogen

Storvesiren Iznogood vil stadig være kalif i stedet for kaliffen i disse tre historier fra det mystiske Østen. Tegneserie for børn (og voksne) fra ca. 12 år

Beskrivelse

Ligesom i forrige samlebind med den magtbegærlige gnavpot fra det arabiske hjørne af verden er de tre albums i dette bind både skrevet og tegnet af Tabary, der skabte serien sammen med den legendariske forfatter Goscinny. Da denne døde overtog tegneren serien og fortsatte løjerne. Iznogood må døje med alt fra kaliffens hidtil uopdagede harem til et møde med Satan selv og en masse ballade med en fødselsdagsgave. Det bliver endda til et møde med både en mere og mere afklædt fe og selveste Hitler. Det er ikke nemt at være storvesir, der så frygteligt gerne vil frem i livet. De tre albums er ikke tidligere udkommet på dansk

Vurdering

Der er knald på de gakkede løjer, der endnu engang leverer lige præcis det, som fans af serien vil lede efter. Hverken mere eller mindre. Forkendskab er ikke nødvendigt, men det er til gengæld en kærlighed til netop denne type fransk-belgiske tegneserier fra den gammeldags skuffe med serier fra tegneseriens succesperiode i 1970'erne og 80'erne. Serien er meget tekstrig med dynamiske og levende tegninger

Andre bøger om samme emne

Goscinny skabte også Asterix, der lige er hakket mere veloplagt end serien om Iznogood. Forrige bind hed Iznogood - hvem har dræbt Kaliffen?