Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Kort om filmen

Mindre kendt dansk spillefilm fra 1939, der i en blanding af folkekomedie og drama søger at udforske tidens moralbegreber og religiøse fanatisme. Fra 14 år

Beskrivelse

Den godhjertede Grev Carl Trolle lever et lykkeligt familieliv med konen Matilde og datteren Camilla på den østjyske herregård Støttrup. Den flittige landvæsenselev Preben og Camilla er forelskede, og Carl støtter et kommende bryllup. Carl har ansat prædikanten Jensens frække og dovne søn Marius og lovet at gøre ham til en god landmand. Men Jensen har lumske planer om sammen med bl.a. sognefogeden at lokke Carl til at betale for oprettelsen af en ungdomsskole. De lokale intriger sætter Carl i flere dilemmaer, der dog kulminerer på en anden front. Nemlig da Marius forsøger at voldtage Camilla og Carl føler sig skyldig i det uheld, der fører til Marius' død

Vurdering

Det er Poul Reumerts debut som filmskuespiller, men han falder igennem i denne underlige sammenblanding af folkekomedie og nok så alvorligt kriminaldrama. Stærkest står egentligt filmens tematisering af det lokale religiøse hykleri og skildringen af grevens samvittighedskvaler, der får katastrofale følger. En klassiker er det ikke, men kan sagtens ses for sine skuespilpræstationer især i birollerne, og som et billede af tidens moralbegreber

Andre film om samme emne

1930'erne bød ikke blot på folkekomedier. Såkaldte problemfilm som "Skilsmissens børn" fik også gennemslagskraft, men som "Den gamle præst" ofte med træk fra komediefilmen