Lektørudtalelse

Forfatter: Julie Arndrup

Kort om bogen

Super sjov og letlæst tegneserie om fire barske fyre der prøver at blive helte ved at redde 10.000 burhøns. For 9-12-årige der ønsker sig action, helte og humor

Beskrivelse

De fire farlige fyre Hr. Ulv, Mister Haj, Don Piranha og Sir Slange er tilbage i denne nr. 2 i serien "Bad guys". I et forsøg på at være helte fremfor skurke, planlægger de at befri 10.000 burhøns fra en topsikret hønsefarm. Det kræver en nøje tilrettelagt plan, der skal tage højde for indbrudssikrede mure, laserstråler og barske vagter. Men med hjælp fra den behårede hacker, tarantellen Benny, får de lagt en ret utrolig plan, hvor intet kan gå galt. Eller kan det?

Vurdering

Der er fuld fart på gak og action fra side et, i tegneserien om de fire barske fyre der gerne vil være helte. Den egner sig perfekt til de der skal have lidt ekstra sjov for at gide læse. Teksten er relativt letlæst og de sort/hvide/grålige illustrationer understøtter og udbygger handlingen hele vejen igennem. Alt i alt, meget underholdende. Kan med fordel stå sammen med lette bøger, og ikke kun blandt tegneserier

Andre bøger om samme emne

De humoristiske, illustrerede bøger til mellemtrinnet er mange efterhånden, denne er lidt lettere end de fleste andre. Til fans af fx Ricky Ricotta & Megarobotten eller Mestertyven