Lektørudtalelse
Kort om bogen
Spænding og mystik med to rebelske kvinder i et mandsdomineret England i Victoriatiden. Tegneserie for voksne læsere uden sarte nerver
Beskrivelse
En selvstændig ung kvinde fra overklassen i et England styret af grådige mænd, hemmelige loger og en skruppelløs adel slår pjalterne sammen med en japansk kvinde, der netop har mistet sit barn. Deres oprør bringer dem i konfrontation med både de officielle og de hemmelige magthavere. Hele balladen har noget at gøre med et attentat på en våbenhandlers familie i vor tid. Dette bind er bind et af fire og fortsættes i næste nummer
Vurdering
"Shi" er en virkeligt flot tegnet fortælling, der lige akkurat kommer i gang i dette første bind. Fyldt med grusomheder, nøgenhed og voldsomme sammenstød, der vil appellere til et publikum med blod på tanden. Man kunne argumentere for, at heltindernes hyppige afklædthed står lidt i kontrast til historiens skildring af dem som stærke, kvindelige hovedpersoner, men det er en del af pakken i det univers, som serien skildrer. Hovedattraktionen er de stemningsfulde og levende tegninger, der hæver fortællingen op over kioskbaskerniveau
Andre bøger om samme emne
Tegneren har også begået tegneserieudgaven af Stieg Larssons Millennium. [Bind] 1, og forlaget står bag titler som Long John Silver. [Bind] 1 og Undertaker. [Bind] 1 , der er rettet mod samme målgruppe