Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

Hvordan klarede danske husmødre sig gennem besættelsestidens vareknaphed? Opfindsomhed og udnyttelse af alle ressourcer er en del af svaret, og interesserede i kvinders historie, i madhistorie og i Danmarkshistorie kan læse mere her

Beskrivelse

Under Danmarks besættelse i 1940-1945, hvor vareknapheden bliver mere og mere udtalt, er det at brødføde en familie et stort arbejde for en husmoder. Alle varer skal bruges helt op, og kan man ikke skaffe de sædvanlige madvarer, må man udtænke erstatninger. I denne bog beskriver historiker Dorthe Chakravarty, hvordan kvinder i det ganske land klarer den opgave. De kommer langt med flid, sparsommelighed og hårdt arbejde, og fra officiel side bliver der iværksat kampagner, der styrker følelsen af sammenhold omkring det at få klaret bespisningen af nationen. Chakravarty dykker ned i kilder og fortæller både om situationen på landsplan og i den enkelte familie

Vurdering

Forbilledlig historieformidling for opgaveskrivere og den alment interesserede læser. Sproget er levende og varieret, brugen af forskellige kilder velfungerende og billedsiden fornem

Andre bøger om samme emne

Læsere af Chakravartys egen Tjenestepigerne og af Helle Juhls Husmødre vil givetvis også synes om denne bog. Om husholdning under besættelsen kan man finde afsnit i almene historiebøger