Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Dinomaskinoer er både maskiner og dinosaurer. De er helt perfekte på byggepladsen, hvis der skal graves, bores eller bygges. En billedbog for børn i alderen 3-5 år, som kan lide store maskiner og dinosaurer

Beskrivelse

Dinomaskinoer er en blanding af levende dinosaurer og de store maskiner du finder på en byggeplads. De kan både bore, grave, banke, bygge og meget mere. Og så har de navne. I bogen møder du fx Grabosaurus, der er grøn og kan grave i jord og klipper; Hammersaurus, der er blå og kan bore i beton og asfalt; Smadresaurus, der er brun og bare kan blive ved, når der skal rives huse ned; eller Tromlesaurus, der er turkis og kan tromle vejen helt jævn og fri for knolde og buler. Bagerst i bogen kan du se en oversigt over alle de 12 Dinomaskinoer

Vurdering

Meget flot billedbog, der i særdeleshed kan gøre indtryk på både drenge og piger, som er vilde med dinosaurer og store maskiner. Der er skruet godt op for farverne og fantasien i de storladede computeranimerede illustrationer, der også byder på både humor og detaljer. Teksten slipper godt afsted med at rime, og er sat med kæmpestore typer og rummer masser af herlige udråbsord som: "Bonk", "Skraaaaab" og "Nom-Nom". Velegnet til at læse højt med en voksen, men også god til en hyggelig bladre-stund

Andre bøger om samme emne

Der er flere store maskiner i Den store vrimlebog om byggepladser og Godt gået Gravko. Og i Gumle i dinosaurernes verden kan du læse om de store dinosaurer