Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Et fængslende eventyr om Søstrene Sol og om Cisternernes magiske tilblivelse. Kan læses højt fra 5 år både for dem, der er til magiske, moderne eventyr, men også som forberedelse på et besøg på www.cisternerne.dk - et tidligere vandreservoir og i dag kunstmuseum

Beskrivelse

Tina Sakura Bestle har skrevet et eventyr til børn om det underjordiske udstillingssted Cisternerne og dets magiske tilblivelse. På bagsiden af den lille bog står der, at hvis man lover at holde det hemmeligt, kan man her læse den sande historie om Cisternernes fire kamre. Eventyret handler om Søstrene Sol, der inden de blev født holdt kærligt om hinanden i moders mave, og ved fødslen kom de ud hånd i hånd. Efterfølgende var de altid tæt på hinanden, og folk i landsbyen mente, at solen havde rørt deres hjerter, for søstrene havde de smukkeste hjerter. En dag blev Soldalen fyldt med mørke, da et uhyre skyggede for sol og varme, og så må Søstrene Sol hjælpe, for de er de eneste, der kan fylde uhyrets iskolde hjertekamre med lys og varme igen. Den dag i dag ligger uhyret Tordenblod der stadig, som en grøn overgroet bakke og med hans hjertekamre, som Cisternerne

Vurdering

Poetisk eventyr med de skønneste sort-hvide illustrationer af Anna Jacobina Jacobsen, der fint understreger det magiske eventyr. Eventyret kan fint læses uden viden om eller et besøg hos Cisternerne

Andre bøger om samme emne

Eventyret er skrevet til en bestemt formidlingsmæssig situation og minder derfor meget lidt om andet end forfatters øvrige værker i skrivestil