Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Kort om bogen

Natbjørn kommer om natten for at spise sin livret: mareridt som børn gerne vil af med. Kærlig fortælling til børn på 3-6 år. Barnet kan i bogen (med lidt voksenhjælp) lære at lave en kasse af papir til at lægge mareridt i til Natbjørn

Beskrivelse

På sin natlige tur finder Natbjørn de mareridt, som børn har sat ud foran husene i små kasser. Mareridtene er små uhyggevæsener som vrede pirater eller burgermonstre med pomfritter. Da Natbjørn finder en kasse med drømme i skikkelse af enhjørninger og regnbuer, vil han finde et barn at give drømmene til. Det lykkes, og i bytte får han drengens mareridt med edderkopper og slange. Dele af teksten er rimet. Bogen afsluttes med tegninger af Natbjørns uhyggelige livretter tilføjet en beskrivelse på rim. Ana de Moraes har skrevet teksten, mens Thiago de Moraes har tegnet. De har tidligere lavet billedbogen Zoomandens håndbog

Vurdering

En dejligt drømmende, legende og original historie, som behandler emnet dygtigt og kærligt. At kun dele af teksten er rimet er dejligt afvekslende. Rimene er glimrende. Et eksempel: "Små drager med ild ud af næsen - en natbjørn er aldrig kræsen". Tegningerne er præget af både poesi og humor, er fulde af nattestemning, og spiller godt sammen med den glimrende tekst. De små monstre ser vrede ud, men er ikke uhyggelige at se på. Særdeles flot og poetisk forside på natblå baggrund med Natbjørn og forskellige mareridt og drømme

Andre bøger om samme emne

 Hvordan bekæmper man mareridt? er ligeledes en billedbog, som omhandler børns mareridt