Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

Kortprosasamling af islandske Kristín Ómarsdóttir - en litterær perle om universelle temaer. For alle med interesse for nordisk litteratur

Beskrivelse

Bogen rummer 58 nummererede tekster om universelle temaer fortalt i et minimalistisk sprog. Et observerende og reflekterende jeg beretter om begivenheder i en moderne verden med pengeautomater, slikbutikker og baglokaler. Teksterne starter ofte med henvisninger til en genkendelig verden og udvikler sig derefter i gådefulde og groteske scener. Jegfortælleren omtaler ofte kvinder, edens have, "min ø" og appelsiner. Flere af teksterne er variationer over et tema. Ómarsdóttir var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for sin roman "Elskan mín ég dey" (I'll die my Love) i 1999. Hendes romaner Omstrejferen og Billie og Rafael er oversat til dansk

Vurdering

Bogen er en lille litterær perle, der viser hvordan litteratur kan formidle sjælelige tilstande, så man som læser bliver både berørt og udfordret

Andre bøger om samme emne

Ómarsdóttirs underfundige og melankolske stil kan minde om islandske Jón Kalman Stefánsson, fx i romanen Sommerlys og så kommer natten og i danske Louis Jensens Hundrede firkantede historier, der kan læses af både børn og voksne. Flere af forfatterens korte prosatekster er oversat af Erik Skyum Nielsen og bragt i tidsskriftet Banana Split nr. 12/13, 1997