Lektørudtalelse

Forfatter: Morten Halskov Jensen

Kort om bogen

Da Gilbert finder et par mystiske briller ser han hvor ond og dæmonisk verden i virkeligheden er. Eller er det et vrangbillede? For 9-12-årige, der kan lide en velfortalt gyserhistorie

Beskrivelse

Gilbert bor i en by, hvor gaderne er fejet, haverne har flagstænger og folk hilser høfligt på hinanden, når de mødes på gaden. I skolen hører børnene efter når deres lærer fortæller, at der skal være plads til alle. Sådan har Gilbert det ikke. Han gider ikke høre efter og synes alle de andre er åndssvage. Hvorfor skal han spise grønsager, børste tænder og spille rundbold? Hvorfor er det flertallet der bestemmer? Gilbert fatter ikke at folk ikke kan se tingene på hans måde. En dag finder Gilbert et par underlige briller i en grøftekant. Da han tager brillerne på kan han se hvordan folk er i virkeligheden. Hele byen er fuld af dæmoner og ondskab. Han havde ret hele tiden, men én i byen er dog den værste grimrian. Illustrationer i farver

Vurdering

Det er en uhyggelig fornøjelse at læse bogen. En fuldendt og meget velfortalt gyserhistorie om et dystert vrangbillede på virkeligheden. Sproget er holdt i en direkte tone og er let at læse med mange afsnit. Illustrationerne er dystre og blege, men fulde af hugtænder og ondskab, og spiller godt op til temaet i fortællingen. Hurtig læst, men noget af en øjenåbner

Andre bøger om samme emne

Der er flere gys at hente i fx Den døde onkel eller Ondskabens kælder, som begge er fra serien "Svingens mørke verden"