Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

I januar 1940 arbejder Splint som piccolo på Hotel Moustic i Bruxelles i det neutrale Belgien. Men verdenskrigen nærmer sig med stormskridt, og Splint og hans ven Kvik får snart rigeligt at gøre med at navigere i de rørte vande. Historisk spændingstegneserie for alle aldre, men mest for voksne

Beskrivelse

Historien starter, hvor soloalbummet Splint sluttede, og har som sin røde tråd Splints forsøg på at genfinde den unge jødiske pige Kassandra, som han mødte i soloalbummet. Det nye album er det første af 4 bind, som vil bringe Splint og Kvik tæt på verdenskrigens rædsler, men som også vil understrege vigtigheden af håb og medmenneskelighed i den trøstesløse krigshverdag

Vurdering

"Splint & Co." er en klassisk tegneserie; men det er i seriens udløbere, man i dag finder dens mest interessante bidrag. Emile Bravos ambitiøse og stort anlagte firebindsværk om Splint i den anden verdenskrig har gode chancer for at blive et hovedværk i sagaen, og selv om fortællingen ikke knytter specifikt an til den traditionelle Splint & Co.-mytologi, vinder indholdet alligevel ved at anvende de kendte figurer og kulisser. Der er lagt op til et storslået drama med både spænding, følelser og humor

Andre bøger om samme emne

Ud over Emile Bravo har også Yann og Schwartz forsøgt sig med at placere Splint-figuren i anden verdenskrigs tummel. Det skete i albummet Operation flagermus