Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Meget smuk udgave af H.C. Andersens eventyr om den mægtige kejser, der glædes over nattergalens smukke sang, glemmer den til fordel for en mekanisk nattergal, men reddes på sit dødsleje af den ægte nattergal. Smukke illustrationer af Lars Gabel. Til børn og voksne fra 6 år

Beskrivelse

Nattergalen bliver bragt til kejseren og synger så smukt, at kejseren får tårer i øjnene. En dag får kejseren en smuk, mekanisk nattergal af guld og ædelstene, og han glemmer helt nattergalen i sin glæde over den kunstige fugl. Da kejseren er døende, kommer den ægte nattergal og synger ham tilbage til livet. H.C. Andersens eventyr fra 1843, med moderne retskrivning

Vurdering

Det er et smukt eventyr, med temaet om det naturlige overfor det kunstige, som vi kender så godt fra H.C. Andersen. Lars Gabel er i denne bog inspireret af asiatiske motiver med blomster, dyr og drager. Bl.a. er der et fantastisk dobbeltopslag med kejseren på sit dødsleje, hvor Døden er afbildet som en rød skeletdrage. Billederne giver læseren en fornemmelse af at være i Kina "i gamle dage" og fanger eventyrets ånd på smukkeste vis

Andre bøger om samme emne

Lars Gabel har illustreret flere af H.C. Andersens eventyr, bl.a. Snedronningen (Ill. Lars Gabel) og De vilde svaner (Ill. Lars Gabel). En anden billedbogsversion er Nattergalen (Ill. Esben Hanefelt Kristensen)