Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Fourmille og Yuri er passagerer på et fly til New York, da flyet bliver ramt af et lyn, og de begge besvimer. De vågner op i en slags spejlverden, hvor de hurtigt må lære at forstå reglerne for at kunne klare sig. Fantasytegneserie om alternative universer, for unge og voksne

Beskrivelse

Arleston er bl.a. forfatter til fantasyserien "Zanfyst fra Troy", mens Barbucci tidligere bl.a. har tegnet den erotisk ladede fantasyserie "Sky Doll". Den farvelagte billedside har store lighedspunkter med billedsiden i Zanfyst-serien (tegnet af Tarquin), mens Barbucci sætter sit tydelige grafiske aftryk på billedsiden via tegningerne af den storbarmede og letpåklædte kvindelige hovedperson. Der er indtil videre udsendt 8 albums i den nye fantasyserie, som i hvert bind vil bringe hovedpersonerne til en af verdens storbyer

Vurdering

Første bind i "Ekho"-serien er et typisk introduktionsbind, hvor hovedpersonerne skal præsenteres, deres indbyrdes roller skal fastlægges og spillereglerne i det alternative univers skal introduceres. Fantasykulisserne er både originale og gennemarbejdede, og de indlagte konflikter i handlingen indeholder så mange åbne spørgsmål, at læseren bliver nysgerrig efter fortsættelsen

Andre bøger om samme emne

Indholdet i "Ekho" har mange lighedspunkter med indholdet i de to forfatteres ovenfor nævnte tegneserier, men kan også minde om indholdet i Drømmespil, både hvad angår fortælling og tegninger