Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Laursen

Kort om bogen

Tænk at få en pingvin i gave? Det gør Carl, og han bliver så glad. Nu skal de rigtig snakke og lege. Men pingvinen siger ingenting og bevæger sig slet ikke, lige meget hvor meget Carl fjoller, griner og lægger op til sjov. For de ældste 2-årige og de yngste 5-årige

Beskrivelse

Carl får en pingvin i gave, en meget stille pingvin. Carl gør alt for at sætte lidt fut i sin nye ven. Han tager sjove hatte på, står på hovedet, prikker til pingvinen og tosser rundt. Til slut sender han ham endda en tur ud i det ydre rum. Intet hjælper, pingvinen siger og gør stadig ingenting. Carl bliver sur og vil fodre ham til en løve. Så sker der noget overraskende både for Carl og pingvinen. Bogen er indbundet

Vurdering

Engelske Polly Dunbar har både skrevet og illustreret denne søde billedbog. Illustrationerne er skønne, udtryksfulde og fulde af liv. De fungerer så fint og fortæller sammen med den sparsomme tekst den sjove historie om Carl og hans meget stille pingvin. Her er til hyggelig højtlæsning og måske en snak om, at vi alle ikke er ens. Nogle er stille, og nogle snakker rigtig meget, og tavshed er ikke altid udtryk for ligegyldighed

Andre bøger om samme emne

Af samme forfatter findes En løve er en løve, en sjov rimet historie om to børn, der får besøg af en løve. Hej, skal vi lege? handler om to pingviner, der gerne vil have nogen at lege med