Lektørudtalelse

Forfatter: Ingelise Blom Hansen

Kort om bogen

Små gryder har også ører, præcist som Otto også har det. Han hører sine forældre tale om fængsel en aften. Næste dag skal faren rejse væk i lang tid. Han skal til USA, men han plejer aldrig at rejse. Fra 8 år

Beskrivelse

Denne titel udkommer i serien "Klog på ordsprog" fra forlaget Turbine. Denne gang er det ordsproget "Små gryder har også ører", der sættes i en nutidig kontekst. Bogen ligner de andre i serien. Marie Duedahl er den gennemgående forfatter, og denne gang har hun Rasmus Jensen med som illustrator. Han har også illustreret andre bøger i serien, hvor fx Anja Gram og Mette-Kirstine Bak også fungerer som illustratorer. Først i bogen er der en introduktion til ordsprog generelt, derefter en forklaring af det aktuelle ordsprog. Herefter kommer den fiktive historie, der sætter ordsproget ind i en kontekst, som børnene kender. Til slut er der et par spørgsmål, som læseren kan reflektere over

Vurdering

Igen en fin fortælling med et gammelt ordsprog som omdrejningspunkt. Mange af de øvrige titler i serien er humoristiske fx Kærlighed gør blind. Mens denne fortælling har et langt alvorligere tema om børn, hvis ene forælder er i fængsel. Bogen kan bruges i undervisning og som frilæsning

Andre bøger om samme emne

Her kan man læse om en anden dreng, som også tror, at hans far er ude at rejse, men i virkeligheden er han i fængsel Emil og uhyret