Filmvurdering

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om filmen

Film om 6-årige Frida, der efter sine forældres død flytter på landet hos sin morbror og tante samt deres lille pige. For voksne filmelskere og voksne der gerne vil se filmkunsten behandle sorg fra et barns perspektiv

Beskrivelse

Frida skal flytte fra Barcelona til en spansk landsby, da hendes mor er død. Selve omstændighederne ved først farens og dernæst morens død bliver fortalt med de voksnes hentydninger og dæmpede samtaler med hinanden. Først sent i filmen får Frida svar på hvordan hendes mor døde. Filmen følger Fridas nye liv med hendes morbror og tante som to meget kærlige reserveforældre og hendes nye "lillesøster" Anna. Store dele af filmen er legesekvenser og dvælende optagelser af Frida, og den isolation sorgen giver hende

Vurdering

Ved filmens begyndelse er tragedien indtruffet: Frida er forældreløs og skal vænne sig til at leve i en ny familie alene med sin sorg. Netop denne ensomhed, isolation, afmagt og savnets uforståelighed for det lille barn er suverænt portrætteret. Filmen er underspillet, afdæmpet og har lange scener kun med børneleg. Men den stille og isolerede opstart giver slutningen en tyngde, der gør, at filmen om Fridas sorg bliver uafrystelig. Begge børneskuespillere er utroligt gode

Andre film om samme emne

Genremæssigt minder filmen om disse værker: Boyhood og Beasts of the southern wild