Lektørudtalelse

Forfatter: Kirstine Hagen Thomasen

Kort om bogen

Inspiration til havens indretning for folk med grønne fingre og få kvadratmeter til deres rådighed

Beskrivelse

"Den store bog om små haver" er tiltænkt haveejere der har overtaget en mindre have og gerne vil indrette den fra bunden, så den passer til deres smag og behov. Bogens første del guider til det overordnede design, ønsker til afdelinger og elementer, egnede planter, materialer med meget mere. Bogens anden del præsenterer 13 havecases, ordnet fra den mindste (en rækkehushave på 52 m2) til den største (en kolonihave på 365 m2). Havernes overordnede ide beskrives, og vi får historien om hvordan den er realiseret, komplet med udfordringer, tilbageskridt og verserende projekter

Vurdering

"Den store bog til små haver" er en rigtig fin og velillustreret indgang til et populært emne. Målgruppen vil finde masser af inspiration både i vidensafsnittet og i de meget forskellige cases. Bogen nørder ikke igennem med de forskellige aspekter ved haveindretning, men serverer en indgang og giver selv tips til hvor yderligere viden og inspiration kan hentes

Andre bøger om samme emne

En sammenligning med Claus Dalbys nye Små haver - store drømme ligger lige for, og bogen har også ligheder med Sådan skaber du rum i din have samt Nina Ewalds tidligere bøger som fx Design din have med farver