Lektørudtalelse

Forfatter: Ole Laursen

Kort om bogen

En lille dreng får en meget stor bamse af sin far. Men drengen synes, bamsen bliver mindre og mindre med tiden. En rigtig kær historie om at have en elsket yndlingsbamse som følger barnet år for år. Til en særdeles hyggelig oplæsningsstund med 2-4-årige

Beskrivelse

Vi følger drengen som han vokser op, og bamsen er med ham hele tiden. Efterhånden som drengen bliver ældre slår det ham, at bamsen synes at blive mindre og mindre! Forfatter Tom Elyan er et nyt bekendtskab. Jane Massey illustrerede i 2008 de fire bøger i serien "Gavebøger fra Helen Exley", fx Min mor og jeg, og har illustreret en lang række andre bøger hjemme i England. Hendes tegninger til denne bog er lavet med farveblyant og akvarel

Vurdering

Stilfærdig, hjertevarm og ganske poetisk historie om at have en meget elsket yndlingsbamse, og om at vokse sig stor således, at den store bamse synes at blive mindre og mindre. Bogen formår at ramme en bittersød følelse hos den voksne af at se barnet vokse sig stor alt for hurtigt. Engelske Jane Masseys illustrationer er rigtig kære, og giver mindelser om fx Barbara Firth. Forsiden med drengen, som mader bamsen, illustrerer bogens tone rigtig fint

Andre bøger om samme emne

Blandt mange andre billedbøger om bamser og yndlingsbamser kan anbefales En aften vil Bamse være stor