Lektørudtalelse

Forfatter: Heidi Buur Pedersen

Kort om bogen

Skildpadder, snydebobler, væltede popcorn og mange flere designs til den øvede hækler, der vil udvide sit mønsterforråd og til begynderen, der kan få hjælp af kapitlet om hækleteknikker. Ideel inspiration til karkluds-hækleren

Beskrivelse

Sidsel Sangild har oversat denne mønstersamling, der indeholder 200 mønstre i varierende sværhedsgrader, samt et kapitel om hækleteknikker. Her kan man enten lære eller genopfriske grundmasker, maskevariationer, montering mm. Mønstrene er opdelt i: Enkle mønstre, vifter og muslinger, bobler, spydmasker, reliefmasker, net- og hulmønstre, bølger og zigzag, tekstur, tunesisk hækling og farvemønstre. Alle opskrifter indeholder farvefoto af hækleprøven, samt en lille tekst om mønsteret, fx hvad det kan anvendes til. Trin for trin-instruktionerne ledsages af foto, og indeholder mønsterrapport og diagram. Til sidst symbol- og forkortelsesforklaringer samt alfabetisk register

Vurdering

Anvendelig og tidsløs håndbog med instruktioner, der er lette at forstå og som ledsages af tydelige fotos i opskrifterne og stregtegninger i kapitlet om hækleteknikker. Godt kvadratisk format, og inspirerende og farverige designs, der kan kombineres i alle slags hækleprojekter. Afsnittet "om bogen" er en stor hjælp til nybegyndere

Andre bøger om samme emne

Ligner i layout 200 hæklemønstre, og har flere overlap i indhold. Flere mønstre kan man finde i Hæklerens uundværlige mønstersamling og Hæklerens store teknik- og mønsterbog