Lektørudtalelse

Forfatter: Laura Winding

Kort om bogen

Poetiske papirklip for alle, der har lyst til at nørkle med papir. Tvillingerne Bendix giver inspiration til både store og små projekter, men først og fremmest til at fordybe sig i papirarbejdet

Beskrivelse

Et indledende kapitel introducerer forfatternes tanker omkring papirklip inklusive et par tips om valg af sakse og papirkvaliteter. Andre kapitler handler fx om at klippe tekster i papir eller klippe i genbrugspapir. Der er endda et kapitel, hvor projekterne er arrangeret efter den tid, de tager at klippe. Ved nogle idéer er der henvisning til tvillingernes Youtubekanal, der viser korte instruktionsvideoer. Bogen er gennemillustreret

Vurdering

Denne bog slår et vigtigt slag for fordybelsestid væk fra LED-skærmen. Den opfordrer os til at skabe vores egne historier ved at "freestyle" med papirklipperiet. Udover at være en meditativ og terapeutisk aktivitet, er papirklip også nemt at komme i gang med - alt hvad man behøver er saks og papir - gerne genbrugspapir! Bogens illustrationer er meget stemningsfulde, nærmest magiske, og det fungerer godt, at den både indeholder skabeloner og konkrete idéer, samtidig med at den insisterer på, at man skal undersøge og finde sit eget "klippeudtryk". De små supplerende Youtube-videoer giver nyttige instruktioner

Andre bøger om samme emne

Andre fine bøger med papirklip er Papir og Papirkunst - for begge gælder dog at projekterne er mere konkrete, og det undersøgende element nedtonet