Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Kort om bogen

For dem, der interesserer sig for dansk kulturhistorie og mad, er denne bog en fornøjelse at få i hænderne. Den gør sig godt til såvel fordybelse som inspiration

Beskrivelse

Betttina Buhl er madhistoriker, museumsinspektør og forfatter til en række bøger om mad. Her er emnet rug, som er en fødevare, der traditionelt har haft en særlig plads i Danmark. Halvdelen af bogen handler om rug historisk set, og ud fra samtidige kilder beskrives rugens betydning til hverdag og fest. Rugbrød og de mange tilknyttede arbejdsprocesser gennemgås også, hvorefter der kommer en række klassiske opskrifter med rug. Det er både aftensmad, lette retter, desserter, kager og brød. Afslutningsvis noter, litteratur og register

Vurdering

Forbilledlig formidling, som i et flydende sprog kommer hele vejen omkring sit emne. For den rette læser er der megen viden og inspiration at hente, og det fine layout og afvekslende billedmateriale understøtter læsningen. Nogle af opskrifterne er mest af kulturhistorisk interesse, mens andre snildt kunne afprøves og vække lykke den dag i dag. Eksemplarisk noteapparat

Andre bøger om samme emne

Nutidige opskrifter med rug kan man finde i Rikke Holms Rug - meget mere end rugbrød. Mere om historisk brødbagning kan man finde i Bi Skaarups Bag brødet, og mere om madens kulturhistorie i almindelighed kan man finde i Else-Marie Boyhus' klassiker Historisk kogebog eller i Bettina Buhls andre bøger