Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Smerter er en fantastisk "advarselslampe", selv om det ikke føles særlig rart at opleve smerter. Bogens artikler beskæftiger sig med forskellige aspekter af smerte og henvender sig til mennesker, der lider af smerte samt deres pårørende og sundhedspersonale

Beskrivelse

Forfatteren er selv ramt af kroniske smerter efter en årtier gammel skade på bækkenet. Nysgerrigheden efter at forstå smertemekanismen og jagten på hvorfor har ført hende langt omkring i videnskabelige forklaringer samt erfaringer fra andre smertepatienter. For det er stadig en lidelse, hvis mulige lindringer ikke altid har den videnskabelige evidens bag sig. Samspillet mellem krop og psyke er en vigtig faktor i forhold til oplevet smerte og smertehåndtering. Bogens artikler er inddelt tematisk i kapitler, overblik fås i indholdsfortegnelse. Stort format, illustreret af forfatteren selv

Vurdering

Bogen med den provokerende titel formidler mange aspekter af smerter, behandling og håndtering på en overskuelig og let forståelig måde, brugbar til opslag. Den kan fremhæves for den overskuelige fremstilling i artikelform. Nydeligt illustreret

Andre bøger om samme emne

Bogen bygger på forfatterens mange artikler til sundhedsmagasiner og patientforeningen Bækkensmerter.dk. Om emnet findes bl.a. også Smertehåndtering, Alternativ smertebehandling, Hjernen styrer smerterne og Smertepatient i praksis