Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

Til alle over 40 år, der gerne vil have inspiration til at leve sundere, blive slankere og stærkere

Beskrivelse

Bogen er i tre dele. Del 1 er den fysiologiske, del 2 er muskelboost og forbrændingsboost og del 3 består af 50 opskrifter. Helt indledningsvis kan man tage en test i form af et reality-tjek. Første del handler om de ting, der sker i kroppen, når den bliver ældre, og om hvad vi kan gøre for at hjælpe med at holde kroppen i bedre form og blive stærkere - som fx træning. I anden del er træningsdelen delt op i muskelboost og forbrændingsboost. Her er ugeplaner og boost-kure - samt noget om det mentale boost. I tredje del gives opskrifter på morgenmad, frokost, forretter, aftenretter og "mini-nydelser", der er den "syndige" del. Opskrifterne er til 1, 2 eller 4 portioner, og det angives hvor meget man skal spise

Vurdering

Det er faktisk ret skræmmende læsning. Fra 30-års alderen går det bare ned ad bakke med kroppen - i hvert fald ifølge bogen. Her er mange brugbare informationer om, hvad man kan gøre for at forhindre eller udsætte forfaldet, og det er formidlet på en rigtig god og letlæselig måde. Jeg synes indholdsfortegnelsen er svær at læse pga. valg af teksttype - og der er ikke noget register. Forsiden signalerer at bogen er henvendt til kvinder, men den kan også, for størstedelens vedkommende, bruges af mænd

Andre bøger om samme emne

Nyere bøger med samme tema er fx Lev dig yngre og 10 tips