Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Lær at tælle med Rosa og Ninus i sjette bog om den sjove og opfindsomme Rosa. Alle titlerne er særligt velegnet til dialogisk oplæsning for de 3-6-årige

Beskrivelse

Rosa og hendes tøjdyrsven Ninus øver sig på at tælle. Rosa er god til at tælle og Ninus vil gerne lære det, men det er svært når man har to poter og ingen fingre. Men så finder Rosa bare fingerhandsker frem og vupti har Ninus også fingre, og så kan de tælle løs, helt op til ti og de tæller alle mulige ting fra monstre til iskugler og krymmel. Mor lærer dem også at tælle til større tal: "Hokus, pokus, fiskeben! Nu har jeg talt til hundred og en". Men det syntes Rosa er lidt for snydehurtigt og så fortæller mor, at man også kan tælle i hovedet eller tælle højt, så man ikke behøver at bruge fingrene, når man tæller større tal end ti. Så det går Rosa og Ninus i gang med. De tæller alt muligt derhjemme, i supermarkedet, i skoven og om aftenen i sengen i mørket, hvor de kan tælle stjernerne udenfor vinduet. På de to bagerste sider finder man "Rosa og Ninus' tælleskole", hvor man kan tælle monstre eller iskugler

Vurdering

Skøn fantasifuld tællebog i et genkendeligt hverdagsunivers både i ord og farverige billeder, hvor tællelegen og historien bestemt kan besøges og læses flere gange

Andre bøger om samme emne

Følger fint op på de øvrige bøger om Rosa og er en charmerende tilføjelse til billedbogskrybbernes øvrige tællebøger. Af lignende skønne tællebøger kan nævnes Så er der serveret, hr. Struganoff