Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om bogen

I denne meget kompakte udgivelse gennemgås hele den vestlige kunsthistorie fra stenalderen og frem, og desuden introduceres læseren til billedanalyse og meget, meget andet. Til dem med interesse i en hurtig gennemgang af både kunsthistorien og billedanalyse

Beskrivelse

På 209 sider gennemgår forfatter Sven Perdrup hele den vestlige kunsthistorie. Lige fra den helt primitive stenalderkunst over romantikken og videre til samtidskunsten. Derefter følger afsnit om billedkunstens grundelementer, billedanalyse, kunstnerens personlighed, sanserne, kunstens effekt på sjælelivet og flere andre afsnit. Udover de kompakte tekstbidder er der et omfattende billedmateriale

Vurdering

Sjældent har jeg set så meget stof præsenteret på så lidt plads. 36 afsnit med et utal af underafsnit og en indholdsfortegnelse med mere end 100 punkter. På den ene side bliver det noget overfladisk (der kunne skrives hele bøger om de fleste af de enkelte afsnit), men på anden side er det også et ganske ambitiøst projekt forfatteren har kastet sig over. Flere steder vil forfatteren lidt for meget, eksempelvis mudrer afsnittene om forfalskninger og investering i kunst, og det gør at det samlede indtryk kan fremstå lidt rodet og overvældende. Bogen kan dog sagtens bruges som en hurtig introduktion til et kolossalt emne og er skrevet i et letforståeligt sprog

Andre bøger om samme emne

I forhold til kunsthistorien er et af de bedste værker stadig Gombrichs Kunstens historie