Filmvurdering

Forfatter: Thomas Drachmann Kastberg

Kort om filmen

Rørende og stille film om en ung kvindes ansvarsfølelse overfor sin halvinvalide onkel i et sønderjysk bondegårdsmiljø. For et publikum der nyder underspillede og langsomt fortalte dramaer

Beskrivelse

Den 27-årige forsagte Kris er landmand på sin onkels gård. Begge hendes forældre er døde. Onklen har en dårlig fysik pga. et slagtilfælde og er dybt afhængig af Kris. Det er hende der tager det tunge læs i driften af gården. Hver dag vågner de op til de samme pligter og rutiner. To fåmælte typer der sjældent taler dybt sammen, men alligevel er der et varmt og beskyttende bånd mellem dem. Da Kris' tidligere dyrlægedrømme vækkes til live igen og hun samtidig får følelser for den sympatiske Mike, mærker hun kimen til et liv uden for gårdens trivielle men også trygge rammer. Men hvem skal så tage sig af hendes elskede onkel? "Onkel" vandt hovedprisen på Tokyo International Film Festival og var nomineret til en Robert og Bodil for bedste film. Castet består udelukkende af dialekttalende sønderjyske amatørskuespillere og de to hovedroller spilles af virkelighedens onkel og niece: Jette Søndergaard og Peter Tygesen. Instrueret af sønderjyden Frelle Petersen der også stod bag Hundeliv

Vurdering

Vidunderligt, underspillet og afdæmpet udkantsdrama om det moralske dilemma mellem lyst og pligt. Langsom, men på intet tidspunkt kedsommelig. En opvisning i hvor lidt der skal til, for at lave en fremragende film. Både skuespil og scenografi er top-autentisk

Andre film om samme emne

En andet lokalt forankret film var det ligeledes fåmælte og fine nordjyske drama, Klumpfisken