Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Et umage par, en midaldrende journalist og en ung smuk skuespillerinde, slår sig ned i Hundested. Hun traumatiseret, han forelsket. Det bliver indledningen til en deroute i mere end en forstand. For læsere med interesse i psykisk sygdom - og med lokal interesse i Hundested

Beskrivelse

Den midaldrende journalist Ambro Mortensen er til filmfestival i Cannes, hvor han møder en ung og smuk stjerneskuespiller Stella - halvt så gammel som han. Hun overtaler ham til at hjælpe hende med at flygte fra det forlorne stjerneliv, og han tager hende med til Danmark. Hans forelskelse bliver imidlertid ikke gengældt; romanen følger deres komplicerede liv sammen gennem 18 år. Over årene forandrer hun sig i takt med at en personlighedsforstyrrelse får magt - det virker udsigtsløst. Det er den 72-årige forfatters debut - Laursen huskes som journalist på DR TV

Vurdering

En lidt indviklet komposition skjuler ikke, at det er portrættet af Stella der gør romanen læseværdig. Hun er et studie i, hvordan en personlighedsforstyrrelse kan overtage et menneskes psyke og true det på livet. Eller er det, hvad der sker? Som et appendiks er nemlig optrykt fortællerens dagbogsoptegnelser, som giver en anden version af historien. Hvem der er den egentligt syge, er op til læseren at vurdere. I et dagligdags sprog formidles også lokale detaljer fra Hundested-egnen

Andre bøger om samme emne

Psykisk sygdom tematiseres i mange fine romaner - senest fx Hungerhjerte og Ulvekvinten