Lektørudtalelse

Forfatter: Signe Rugtved Andersen

Kort om bogen

Letforståelig guide, der giver en kortfattet, neurologisk forklaring på, hvorledes et overbelastet nervesystem påvirker barnet, og hvad man kan gøre for at berolige det. Til forældre, lærere, pædagoger og andre fagfolk, der arbejder med børn - særligt stressramte

Beskrivelse

I 2017 udgav fysioterapeut Pernille Thomsen og børnepsykolog Charlotte Bjerregaard Du skal huske at fodre din søhest; en lille fagbog henvendt til børn og deres voksne, om stress og stresshåndtering. I bogen lærte vi blandt andet om den helt centrale rolle som hjernens lille søhest - hippocampus - spiller, når det drejer sig om at nedkøle et overophedet nervesystem. Men hvordan er det nu lige, at man fodrer den søhest; altså giver hippocampus de bedste betingelser? Netop dette emne kommer Pernille Thomsen ind på i denne korte guide, der udover praktiske råd, giver en kortfattet introduktion til, hvad der helt konkret sker i hjernen, når barnet oplever stress. Bogen er udstyret med enkelte illustrationer, indholdsfortegnelse og litteraturliste

Vurdering

Bogen er velskrevet og formidler det forholdsvis svære stof på en letforståelig måde. Et godt supplement til Du skal huske at fodre din søhest

Andre bøger om samme emne

Ann E. Knudsen har skrevet flere bøger om børns hjerner, fx Hallo - er der hul igennem? I Hjernestærk kan du læse mere om, hvordan hjernen styrkes gennem fysisk aktivitet