Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Pegebog med fotografier i klare farver af 100 forskellige dyr, for 0-2-årige

Beskrivelse

Bogen består af fotografier og navne på 100 forskellige dyr under overskrifterne: kæledyr, vilde dyr, bondegårdsdyr, dyr i vandet, skovens dyr, junglens dyr, fugle, savannens dyr, dyr i kulden, havdyr, dyr fra Australien og kriblekrabledyr. Der er 8-10 farvefotos på hver side

Vurdering

Bogen er i kraftig pap med blødt omslag. Fotografierne er i klare farver med en enkel baggrund, der gør det nemt for det lille barn at overskue. Nogle dyr vil danske børn ikke have det store forhold til, fx "latterfuglen", men mange dyr vil vække genkendelse, og det er altid sjovt at lære nye at kende. Nogle steder er dyrenes navne på forskellige niveauer i den biologiske klassifikation, fx er der under "fugle" flere papegøjer, hvor én er "ara" og en anden blot er "papegøje". Betegnelsen "griseunger" for smågrise eller pattegrise er heller ikke helt korrekt. Hvis man går meget op i dyr eller biologi skal man nok kigge videre i en anden bog, men for de fleste små børn vil denne dyrebog være et hit og en god introduktion til mangfoldigheden i dyrenes verden

Andre bøger om samme emne

Pegebogen ligner en del andre billedordbøger med fotografier, fx Mine første 100 dyr (Ved Fanny Bruun). Er i samme serie som Mine første 100 ord