Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Genudgivelse af biografisk bog fra 1975, hvor Tove Ditlevsen fortæller om sit liv ud fra et udvalg af den litteratur, hun har skrevet. For voksne med interesse i litteratur og/eller personen Tove Ditlevsen

Beskrivelse

Tove Ditlevsen har i denne bog udvalgt dele af sit forfatterskab, som hun belyser sit liv ud fra. Bogen kommer på denne måde både ind på barndom, ungdom og voksenliv. Den indeholder digte, noveller og uddrag, som Tove Ditlevsen refererer til. Bogen indeholder en samlet oversigt over hendes produktion

Vurdering

Stærk og fremragende bog, der på fineste vis viser både Tove Ditlevsens store litterære kvaliteter og hendes vanskelige personlige forhold. Tænksomheden og selvransagelsen står stærkt, og hun er på ingen måde bange for at give noget af sig selv til sin læser. Bogen indeholder en kredsen om børn fra fattige kår, og Tove Ditlevsen har en formidabel evne til at beskrive disse børns livsvilkår. At forfatteren selv har valgt at beskrive sit liv ud fra sin egen produktion er både en smuk tanke og meget smukt udført

Andre bøger om samme emne

Denne biografiske romanserie, som Tove Ditlevsen selv var kæmpe fan af, indeholder mange af de samme barndomserindringer med fattige arbejderbørn, fordrukne fædre og børns evne til at flygte ind i fantasien: Vidunderlige verden af Karin Michaëlis