Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Pigen Liv går på opdagelse i naturen og oplever dens magi. Enkel billedbog for børn fra 1-3 år om ting og oplevelser i den nære natur

Beskrivelse

Liv oplever forskellige ting i den natur, der findes lige uden for døren. Eksempelvis hopper hun i en vandpyt, ser planterne strække sig mod solen, lader en mariehøne kravle på sin hånd, hiver gulerødder op af jorden, puster mælkebøttefrø ud i vinden, får visne blade til at flyve og knækker isen på vinterens vandpytter. Illustrationerne er tegnet i hånden og farvelagt med farvekridt, og teksten er kortfattet og fortælles fra Livs synsvinkel. Har man spørgsmål om naturens processer efter endt læsning, kan man læse mere på hjemmesiden mah-drawings.dk. Maria Hansen står bag både tekst og tegninger. Dette er hendes første bogudgivelse

Vurdering

Bogen er en hyldest til livet og naturen, og i starten af bogen opfordres man til at nyde vores natur og passe godt på Jorden. Stilen er simpel og minimalistisk, så måske skal man som oplæser selv på banen med supplerende oplysninger om det, Liv oplever i naturen. Eller man kan benytte sig af oplysningerne, der henvises til på Maria Hansens hjemmeside. Tegningerne er lidt hjemmelavede at se på, men de passer til teksten

Andre bøger om samme emne

Andre billedbøger for små børn om naturoplevelser er fx Elna tryller i regnen og Åsa Mendel-Hartvigs serie med bl.a. Se skoven