Lektørudtalelse

Forfatter: Lene Hedengran Rasmussen

Kort om bogen

Håndarbejdsbog for brodøser. Inspiration med udgangspunkt i de forskellige stingtyper. Man kan bruge sine egne idéer ud fra motiverne i bogen. For både nybegyndere og erfarne udi broderikunsten

Beskrivelse

Bogen indeholder 6 kapitler med sting, der vises i forskellige eksempler, og som kan bruges til inspiration til egne udtryk. Her er kædesting, tungesting, korsting, Y-sting og knuder. Og så er der de helt enkle sting. Der er også et kapitel med skabeloner og teknikker, samt et med generelle tips. Bogen indeholder også noget om maskinbroderi og håndbroderi. Bagest er der en litteraturliste og en alfabetisk stikordsliste. Forfatteren Bettina Andersen holder til i Brodøsens Værksted på Islands Brygge i København, hvor hun skaber og udstiller sine broderier, samt holder kurser og andre arrangementer. Hun er uddannet håndarbejdslærer og cand.pæd. i håndarbejde

Vurdering

Bogens tankegang er ikke, at kunne mange forskellige sting, men at kunne variere og personliggøre dem, man kan. Her er fine billeder af de forskellige broderier - til god inspiration for ens eget arbejde

Andre bøger om samme emne

Af andre nyere broderibøger findes bl.a. Broderi - for kreative brodøser og Enkle broderier, hvis forsider er mere indbydende end denne. Indholdet og inspirationen er dog mindst ligeså godt