Lektørudtalelse

Forfatter: Britta Liboriussen

Roman for børn fra ca. 10 år. Drengen Jakob er på besøg hos sin farmor og farfar. På forunderlig vis kommer han til Regnbueslottet også kaldet Mirakelborgen. Her møder han den jævnaldrende dreng Raka. Dagen efter kan Raka fejre sin 12-års navnedag. Desværre er det også den dag, da han skal vende tilbage til sin far, Ulykkernes Konge, der bor på Ulykkesborgen dybt under Regnbueslottet. Fortvivlet følger Jakob efter sin nye ven for at hente ham tilbage fra de onde ulykker til de gode mirakler. Under opholdet hos ulykkerne lærer Jakob, at lykken og glæden tilhører den, der tør vove noget, har håbet i behold og kan få sammenhæng mellem ulykkernes og miraklernes verden, de onde og de gode ting i livet. En del klogere på livet er han hjemme hos farmor og farfar igen. Bogen er velskrevet i en eventyragtig stil. Budskabet om altid at bevare håbet i livets vekslen mellem lykke og ulykke kommer klart frem. Måske er symbolikken lidt for bastant og historien til tider lidt langtrukken. Bogen egner sig primært til oplæsning, hvor den fint kan anvendes af forældre, der gerne vil tale med deres børn om livet og døden, og det håb, der er nødvendigt for at kunne gennemleve de svære tider i livet. Kan dog også bruges af eftertænksomme selvlæsere af eventyrlige romaner