Lektørudtalelse

Forfatter: Flemming Dehn

På højt plan tales der meget om danske elevers manglende læsefærdighed. I Hunden bider - ikke viser den manglende færdighed, at livet kan blive "småfarligt", når de mystiske bogstavsammensætninger skal tydes, og det ender med rent gætteværk. Viggo og Sten fra 1. klasse gider ikke læse lektier. Hvorfor lære at læse, når man ikke kan bruge det til noget alligevel? Men de bliver klogere. Så i stedet for lektielæsning stryger de hen i parken for at spille bold. Nabo til parken er hr. Bak, som har kranset sit hus ind bag en høj mur, og på lågen hænger skiltet: Pas på! Hunden bider. Bolden ryger over muren, og da skiltet ikke siger dem noget, kravler Viggo over lågen. Det var sikkert bare noget om, at græsset ikke måtte betrædes. Og så kommer den gale hund, men heldigvis også hr. Bak. En sjov, lille veldrejet bagatel om en dreng, som lige skal hjem for at lære at læse to ord. Hunden bider. Velegnet til den første læsning og læsetræning, og Dina Gellerts sjove farveillustrationer støtter teksten på bedste vis. Serien Mini zoom - lix 6