Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Erling Bjøls faglige kvalifikationer er uomtvistelige, og jeg synes, at dette værk på mange måder virker som en fin overbygning på et langt forfatterskab. Her bevæger han sig på kryds og tværs ad mere utraditionelle historiske tangenter. Hverken i tekst eller layout er der dog tale om et stykke populærhistorie, men derimod om et spændende overordnet værk omkring krigenes baggrund og årsager. Her redegøres for de faktorer, som magtfordelingen beror på, og hvad der kan forskyde den. De bagvedliggende motiver og grunde til krig analyseres, og krigene kategoriseres: Instrumentalkrige med nøje afgrænsede mål, borgerkrige, prestigekrige, uafhængigheds- og revanchekrige m.m.. Der kommes ind på væsentlige faktorer som nationalisme, opinionsmanipulation, magtbalance, økonomi, rene tilfældigheder og historiske fællestræk omkring afgørende beslutninger. Tilegnelsen kræver en del forhåndsviden, for abstraktionsniveauet er mange steder højt med mange kildehenvisninger, og begivenheder som f.eks. Mayerlingdramaet og Marokko-krisen forudsættes bekendte. Men fremstillingen levendegøres dygtigt ved flittig indfletning af længere eller kortere historiske redegørelser og paralleller fra f.Kr. til i dag - især fra Europa. Der ses ingen tilsvarende dansk bogudgivelse