Lektørudtalelse

Forfatter: Karsten Just

Med denne satiriske nøgle- og samtidsroman debuterer Martin Bavngaard som romanforfatter. At romanens Harlund er lig med Hadsund, at firmaet Cape er lig med Hope Computer og at direktør Barnefeldt er kalkeret over Thue Barsøe-Carnfeldt går hurtigt op for læseren, men Bavngaard bruger dette kendte stof til en hudfletning af samfundets udvikling gennem de sidste 30 år i næsten Scherfig'sk grad. Med udgangspunkt i lillebyen, med alle de små og store intriger, bliver udviklingen fra igangsætternation til spekulantnation oprullet, anparter, investselskaber, skibsanparter bliver danskernes drøm og mareridt, de store og de små fisk spræller i nettet, de gode græder og de onde ler, nogen får succes, andre fiasko, men værdierne skrider, enhver er sig selv nærmest. Portrætter af Barnefeldt er gennemarbejdet, og hele hans udvikling fra entreprenant ung mand til afslutningen som fange på Heden skildres glimrende i alle dens bizarre forviklinger, men det er i skildringen af lillebyen Harlund, dette mikrokosmos af samfundet, at Bavngaards satiriske evner gnistrer og får bid. En meget morsom, ætsende og afslørende skildring af den udvikling det lille landbrugsland har gennemgået, fra fredelig idyl, til nådesløs konkurrencenation