Lektørudtalelse

Den meget opmærksomme og vante læser kan måske læse Ekmans nye roman som en slags klassisk saga om det gode og det onde, dumhed og klogskab, fjendskab og venskab, krig og fred. Den mere almindelige læser vil givetvis have store problemer med at finde op og ned i handlingen endsige koncentrere sig. Romanen foregår i fjeldskoven ved Svartvattnet i udkanten af menneskenes virkelighed og handler om bjørnefolket og ulvefolket. De to folk - det er ikke mennesker, men dyr med en række menneskelignende karaktertræk - kan ikke enes, så der udbryder krig i skoven. Under megen hvæsen og knurren foregår der magtkampe, hvor alle kneb gælder, og bogen igennem følges en han og en hun, som har fundet sammen på trods af deres tilhørsforhold til hver sit folk. De to er ude på et magisk færd mod fjeldets hjerte og det lykkes dem til sidst. Ekman skriver godt og man kan næsten fornemme skovens og fjeldets liv - bjørne, ulve, rener, elge, krager, ræve, multebær, lav og småfolk - men i sin form og sit stof er Arilds tegn vanskelig tilgængelig og der er langt til Ekmans store romaner som f.eks. Hændelser ved vand (1994) og Guds barmhjertighed (2001)