Lektørudtalelse

Forfatter: Betty Folino

Denne er den 17. titel i letlæsningsserien om den 8-9-årige Ane. Den rummer flere for målgruppen relevante temaer såsom sorg over at miste et kæledyr, hjemløse dyr og løsning af konflikter mellem søskende. Anes elskede hankat Mads er blevet kørt over. Først vil Ane ikke høre tale om at få en ny, alligevel falder hun for Malle, en killing som ligner Mads på en prik. Anes storebror Bo vil hellere have en hund og er sur over, at Ane får killingen, indtil han opdager, at der faktisk er noget hund over Malle. Historien er opdelt i 5 overskuelige kapitler, teksten er samlet i blokke af 6-10 linier på hver side. Susanna Hartmanns udtryksfulde akvareller fylder ca. halvdelen af hver side, følger teksten nøje og er i høj grad med til at formidle handling og stemning. Omslagsillustrationen med stærke farver vil virke som blikfang på begynderlæsere, især piger på 8-10 år. Bagsideteksten fortæller desværre ikke ret meget om bogens indhold. Det er ikke nødvendigt at kende de andre bøger i serien for at læse denne. Af lignende serier findes fx Søs-bøgerne af Hans Chr. Hansen og Freja-serien af Trine Juul Hansen. Til selvlæsning fra 2. kl