Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Aarup-Kristensen

Islandske sagaer beskriver, som bekendt, mange familiefejder, der ender med blodige slagsmål. Dette gælder også nærværende saga, og den del af kagen vil nok tiltrække mange store drenge. Men inden vi når til spændingen, skal vi igennem en lang præsentation af de utallige personer, der medvirker direkte eller er i slægt med hovedpersonerne. Her vil de læsere, der går efter spænding, stå af. Gunløg Ormetunge frier til Helga den Fagre. Helgas far lover, at lade hende vente på Gunløg i tre år. I de tre år følger vi Gunløg, der rejser fra land til land og synger kvad for forskellige konger. Da han vender tilbage til Island, er tiden overskredet, og Helga er blevet gift med Gunløgs fjende Ravn. Dette udløser en kamp på liv og død. Bogen afsluttes med fire siders beskrivelse af de islandske sagaers oprindelse og en ordliste med 32 ord fra hovedteksten. Teksten er fint bearbejdet, så den kan læses af børn fra ca. 11 år, og alligevel er der bevaret noget af den gamle sprogtone. Pia Falck Papes flotte farveillustrationer vil tiltale samme målgruppe. Bogen vil være meget velegnet, når islandske sagaer er på programmet i skolen, men som fritidslæsning er der nok ikke mange, der får læst bogen færdig. I samme serie: Ravnkel Frejsgodes saga