Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Krøgh

Fin lille novellesamling af fransk debutant (født 1970). Den har vakt betydelig opmærksomhed i Frankrig og er blevet en bestseller. De 12 noveller af forskellig længde tegner et billede af kvindelige og mandlige eksistenser i dagens Frankrig, i Paris og i provinsen. Der er bl.a. en lovende kærlighedshistorie, der ikke bliver til noget på grund af et uheldigt opkald på en mobiltelefon; en vordende moder, som aborterer, men som endelig ikke vil være til ulejlighed; en skørtejæger af en rockmusiker; en handelsrejsende, som uforvarende forårsager en kæmpe ulykke på motorvejen; en kvindelig dyrlæge, som kastrerer sine voldtægtsmænd; et vildsvin, der ødelægger farmands Jaguar; en forelsket, men fumlet revisor; en ung forfatter, som minder meget om Gavalda selv. Novellerne er afgjort velturnerede og velskrevne, men trods alt ikke uforglemmelige - at de i den grad er blevet et tilløbsstykke i Frankrig, er ikke helt til at følge for en dansk læser