Lektørudtalelse

Forfatter: Thorkild Brunsborg

15 år gik der, fra denne bog udkom i USA, til vi fik en dansk udgave. Men den har været værd at vente på: en spændende bog, skrevet i et smukt og varieret sprog, der er så imponerende oversat, at man stadig kan fornemme originalens sprogkunst. Hovedpersonen er Lee Harvey Oswald, af hvem der leveres et portræt, der er meget forskelligt fra det éntydige skræmmebillede, der ellers er blevet tegnet af præsidentmorderen. Samtidig skabes endnu en ny teori om, hvorfor og af hvem Kennedy blev myrdet. Denne gang er det tidligere chefer i CIA, der efter katastrofen i Svinebugten, begynder at planlægge et attentat, der skal mislykkes, men samtidig være så realistisk, at det kan sætte befolkningen op til det endelige opgør mod Castros Cuba. Planerne løber løbsk, og vi kender på forhånd slutningen på dette forløb. Bogen her bør heller ikke stå på spændingshylderne. Men som en gedigen roman, er den konstant spændende at læse, uanset om man har de forskellige facts omkring køreturen gennem Dallas præsent eller ej - og uanset om denne teori er mere korrekt end de mange forudgående eller ej. Især "rollen som" Lees̀ mor er imponerende skrevet. Sidst vi hørte fra DeLillo på dansk var kortromanen Kropskunstneren (01,15)