Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Mia er pædagog, hun har en datter på 15 og en på 10. Hun var gift med Flemming, men han kørte sig ihjel, desværre med elskerinden i bilen. Mia flytter til socialt boligbyggeri og møder her underboen Anitas bror, Peter. Peter er tiltrækkende og uberegnelig, men formår at få Mia til at føle sig smuk og sexet. Det går dog langsomt ned ad bakke, Peter drikker til tider voldsomt, og hans aggressioner skræmmer både Mia og hendes døtre. Søger man glamour, findes det ikke her. Det er en hverdagshistorie med levende mennesker. Både Mias kolleger i børnehaven, hendes søster, mor og veninden i Bruxelles, der også leder efter "En Mand", alle er de genkendelige. Naturligvis er de klichéer, men de er sammensat af elementer, vi alle kender. Mias problemer i hverdagen kender de fleste til i forskellige grader. Her er teenagerens humørskift, pres fra familien, uro i parforholdet, der her nærmer sig det livstruende. Det er ikke stor litteratur, og slet ikke en "feel-good"-fortælling, men den er fortalt letflydende og lige ud af posen. Minder mig om Suzanne Giese og Vita Andersens stil fra 70’erne, også i genre med nogen af Vibeke Marx’ historier