Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

Forf. og illustrator er hver for sig kendt fra andre billedbøger. Her har de skabt en lun og ganske charmerende billedbog om en elg på jagt efter en ny identitet. Helge Elg er ikke som andre elge. Han vil hellere bo på en bondegård, end at være tvunget til at løbe frit omkring. Derfor opsøger han elgkontoret i byen for at blive forflyttet fra skovdistrikt til bondegård. På hjemturen til skoven bliver han forkølet og får feber. Og mens han ligger og lader sig varte op af den søde elg Mona, ringer skovfogeden, der har fundet en gård i Lapland. Men Helge vælger trods alt frihed frem for fjernvarme. Det er en lidt vel lang, men fantasifuld og lun historie fuld af blomstrende ord og vendinger sat ind i nye pudsige sammenhænge. Den vil gøre sig godt ved oplæsning. Det samme vil billederne, som er tegnet i en livlig, charmerende streg med små detaljer at gå på opdagelse i. Der er karakter og udtryk i figurerne, tegnet i en lun, lettere karikeret stil. Tekst og ill. spiller i det hele taget efter samme melodi. At elge og andre dyr har menneskelige træk og fx bruger mobiltelefon, er bare noget man accepterer. En hyggelig og lun billedbog med et velkendt tema i nye klæder. En længere historie til formidling fra ca. 4-7 år