Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Hvad er det gode liv? spørger redaktørerne af denne antologi - 11 forskere, der virker på universitetsniveau indenfor sociologi, psykologi, filosofi og tilgrænsende områder. Bag spørgsmålet ligger en opfattelse af, at det gode liv også er kulturelt og samfundsmæssigt defineret, og at vor tids fokus på individet betyder, at vi hver især har mulighed for at søge vores egen udgave af det gode liv, men at vi samtidig selv har ansvaret for at skabe det. Forfatterne nærmer sig spørgsmålet fra forskellige vinkler, og redaktørerne har da også valgt at opdele indlæggene i tre afsnit "Det gode liv og samtidsdiagnose", "Det gode liv i filosofisk perspektiv" og "Det gode liv i praksis". Selvom et enkelt indlæg har en personlig reference, er bogen skrevet af forskere for akademikere. Det betyder, at der er styr på henvisninger og noter, men også, at teksterne stiller krav om et forudgående kendskab til begreber og forfattere på området, som ligger over det, man fx kan forvente at finde hos studerende på gymnasieniveau