Lektørudtalelse

Forfatter: Vibeke Munch Kofoed

I anledning af H.C. Andersen-året kommer her en vellykket og lidt anderledes billedbog, hvor HCAs ånd og eventyrlige fortælling møder en engageret og indlevende illustrator. Billederne er tegnet i Esben Hanefelts velkendte streg, her tydeligt inspireret af fortællingens kinesiske udspring. Det er stiliserede, ornamenterede billeder, ofte sat op i en slags kollager, som lag på lag afdækker nye detaljer og sidehistorier i eventyret. Billederne er orientalske i deres udtryk, konkret med et væld af ornamenter og farver sat sammen til en overvældende helhed. Det kræver stort talent at styre så mange mønstre og farver, men Hanefelt formår at lade personer og figurer træde frem på baggrund af mønstrene. Stærk blå i flere nuancer er en dominerende farve, suppleret af skarpe grønne nuancer med røde og gyldne farver som kontrast. Hvert billede udgør en smuk helhed, som både udvider og holder forbindelsen til teksten. En meget eventyrlig og smuk billedbog som spiller fint sammen med det berømte eventyr om kejseren og nattergalen - her gengivet i original tekst, dog med moderne retskrivning. Bogen står sig fint sammenlignet med de seneste udgivelser på markedet. For de ældste billedbogsbørn fra ca. 5 år og langt op