Lektørudtalelse

Forfatter: Bodil Pedersen

Sjette del i den spændende serie om Enya. Bogen starter lige på. Læseren hopper ind i handlingen, der hvor Rea og Enya er på vej til Wurma, for kun Enya kan redde prins Rami. Der foregår et fascinerende magtspil i ord og handlinger, og det understøttes af illustratorens flair for at zoome ind på enkeltpersoners ansigtsudtryk og kropsholdninger. Layout som de tidligere bøger i serien. Kapitelopdeling og lidt tæt tekst ledsaget af stemningsfulde, dæmpede akvareller i "middelaldernuancer" med mørke konturer. Det er en fantastisk historie om det godes kamp mod det onde, der kulminerer med den spektakulære kamp mellem Enya og Iselin. Lix-tallet på 8.2 taget i betragtning er det ret imponerende. Slutningen med det romantiske bryllup mellem Rami og Enya kunne godt fungere som en afrunding på serien. Enya siger, at hendes liv ikke kan blive bedre, men mon ikke der kommer flere episoder? Dramatik, magi og eventyrlig handling med appel til 8-10-årige. Forstås bedst i sammenhæng med seriens øvrige bøger, men kan sagtens læses separat